En julegave fra 1899 – fra min oldefar til hans udkårne Edith Carla Petrea Pino Sauvlet
I 1899 gav min oldefar Halfdan Eliseus Kejser sin elskede den smukkeste julegave: en håndskrevet bog med hans egne digte. Hver side er sirligt tegnet og skrevet med blæk og kærlighed.
Dette kærlighedsdigt er det første indhold i bogen, lige før indholdsfortegnelsen.
Digtet præsenterer hele bogen som en blomsterkrans. De forskellige blomster i kransen svarer til forskellige slags digte og følelser. Digteren forestiller sig, at han lægger en blomsterkrans for hendes fødder. Den er beskeden og består kun af markens blomster, men i dem har han lagt sin egen sjæl.
Blomsterne fungerer samtidig som symboler for indholdet i digtene. Klokkeblomsterne peger mod en religiøs tone og minder om kirkeklokker, tro og livets alvor. Tusindfryd symboliserer noget småt og beskedent, men oprigtigt og inderligt. Forglemmigej står for minder og trofasthed, et velkendt symbol på kærlighed. Kærminder henviser til gode minder fra livet og fra den vej, man har vandret. Rosen, der kaldes alle blomsters dronning, repræsenterer den højeste form for kærlighed. Digteren siger, at den endnu mangler i kransen, men håber, at Gud stadig kan give den. I en forlovelseskontekst kan det forstås som et håb om, at den fulde kærlighed og den fælles fremtid endnu ligger foran dem.
Den centrale pointe samles i linjerne: “dog har i deres Blade min egen Sjæl jeg lagt.” Her siger digteren direkte, at selv om blomsterne er enkle, rummer de noget dybt personligt. Digtene i bogen er ikke blot pynt eller ord, men bærer hans egne følelser og er skrevet særligt til hende.
Et kærlighedsdigt
En Blomsterkrans jeg lægger
for Deres lille Fod,
en fattig Julegaave;
men tag dog derimod.
Det er kun Markens Blomster
i deres simple Dragt;
dog har i deres Blade
min egen Sjæl jeg lagt.
Den første Flok, jeg samler,
er Klokkeblomster blaa;
o, kunde de blot ringe
som Kirkeklokker smaa –
om Herrens rige Naade,
om Herrens stærke Krav,
om Livets Krans, som vinker
os bagved Død og Grav.
Den anden Flok er spiret
som Tusindfryd af Jord;
skønt ringe nok for andre,
mit Hjerte i den bor.
Den tredje Flok jeg binder
mest af Forglemmigej,
af fordringsfri Kærminder,
som blomstrede langs min Vej.
Men alle Blomsters Dronning
med Duft og Purpurglands
den mangler jeg desværre,
at flette i min Krans.
Dog Jorden har en Fylde
af Spirer i sit Skød;
endnu kan Herren skænke
mig Rosen rig og rød.
